Mange har hørt, at det antikke Grækenland, og i særdeleshed det antikke Athen, i årtusinder har dannet og stadigvæk danner grundlag for vores vestlige civilisation. Den placering på ’det kulturelle stamtræ’ gør det antikke Athen til et tidsløst interessant emne—på én og samme tid virker den antikke verden både utrolig langt væk og utrolig tæt på vores egen tid. Det bliver i særdeleshed tydeligt, når man begynder at læse de antikke dramaer og filosofi. Her bliver det klart, at disse værker stadigvæk fortæller os ufattelig meget om menneskesindet.
Til at tage os med ud på en rejse tilbage til det antikke Athen er udsendelsens gæst Marcel Lysgaard Lech, der er lektor i klassiske studier på Syddansk Universitet. Marcel har foruden en lang række forskningsartikler oversat en række græske tragedier til dansk, såsom værker af Sofokles og Euripides. Udgangspunktet for samtalen er netop det græske drama og filosofi. Den første del af samtalen handler om Marcels egen vej ind i klassiske studier og den tilhørende forskning og giver derudover et overblik over det antikke græske samfund. Herefter bevæger interviewet sig videre til både den græske tragedie og komedie med fokus på den samfundsrolle, disse dramaer endte med at have. I forlængelse heraf beskæftiger interviewet sig herefter med filosofiens rolle i det antikke Athen og kommer blandt andet ind på Sokrates betydning. Afslutningsvis giver Marcel en anbefaling på et antikt drama og filosofisk værk.
God fornøjelse!
Vært: Victor Lange
Produktion: Heine Volder – Creative Oak