#64 Iselin C. Hermann: Manden med sin egen tidsregning – om Viktor IV
Udgivet: 20. august 2025

Om denne episode
I denne podcast kan du møde forfatter, Iselin C. Hermann. Iselin debuterede som forfatter i 1998 med brevromanen Prioritaire og har siden udgivet en lang række romaner, senest kunstneromanen Berninis Øje om den italienske billedhugger Gian Lorenzo Bernini. Derudover har hun skrevet flere børnebøger, blandt andet Den nye konge af Sydspanien – og hele kabalen, der for nylig udkom på forlaget Jensen & Dalgaard, samt forgængeren Kongen af Sydspanien – og hele balladen, der netop er genudgivet på samme forlag. Før og sideløbende med sit forfattervirke har Iselin også arbejdet som redaktør på Brøndums forlag, hvor hun sammen med Hans Jørgen Brøndum har stået bag en lang række fantastiske udgivelser—blandt andet flere udgivelser med digteren og vennen, Henrik Nordbrandt, hvis poesi hun har speciale i fra sine studier i litteraturvidenskab.
Det er dog hverken Iselins egen forfattervirksomhed eller arbejde som redaktør, der er fokus i denne udsendelse. Derimod læser Iselin højt af en ganske bestemt tekst, nemlig sit erindringsessay Manden med sin egen tidsregning, der handler om mennesket og kunstneren, Viktor IV. Vi vil egentlig ikke sige så meget om teksten på forhånd, for den skal bare nydes som den er. Derimod vil vi gerne slå fast, at vi er utrolig stolte af at kunne bringe denne højtlæsning, eftersom teksten aldrig har været bragt før, hverken på skrift eller lyd. Denne udsendelse udgør altså en premiere.
Vi håber du vil nyde Iselins fantastiske essay og forsvinde ind i Viktor IV’s forunderlige verden, fyldt med livspoesi, spontanitet og oprigtig kærlighed til eksistensens mange finurlige sider.
Hvis du har interesse for Viktor IV’s arbejde, kan du besøge Bulgar Time på: https://www.bulgartime.com/. De sælger nogle af Viktor IV’s fantastiske værker heriblandt hans ure.
På det tilhørende billede til denne podcast, ser du et af Viktor IV’s værker (privat eje).
God fornøjelse.