#54 Hans Jørgen Brøndums erindringer

Hør afsnittet


I denne udsendelse kan du møde Hans Jørgen Brøndum. Hans Jørgen drev trykkeriet og forlaget Brøndum i næsten 40 år, i Nansensgade 41 i København. Brøndum opsatte, trykte og udgav nogle af de fineste udgivelser, vi har på dansk. Det gjaldt danske og udenlandske forfattere og kunstnere såsom Inger Christensen, Henrik Nordbrandt, Per Kirkeby, Henry Miller, Samuel Beckett og Fernando Pessoa. 

Hans Jørgen giver i nærværende udsendelse en række erindringer omkring sit virke. Han fortæller om sine unge år som studerende på kunstakademiet i København, om sit første møde med blandt andet digteren Ole Sarvig, om de tidlige år med trykkeriet og om de mange forskellige mennesker, der kom på Nansensgade 41. Du kan høre om, hvordan Hans Jørgen arbejdede sammen med Inger Christensen i forbindelse med udgivelsen af Sommerfugledalen, eller hvordan han indledte sit årelange venskab og virke med Henrik Nordbrandt og Per Kirkeby.

Jeg vil anbefale, at man anskaffer sig Hans Jørgens erindringer, I en kælder sort som kul. Den er enormt velskrevet og indeholder virkelig interessante betragtninger omkring litteratur, kunst og livet i det hele taget. Den kan købes i butikken på Nansensgade 41.

God fornøjelse.

Vært: Victor Lange 


Produktion: Sidsel Marie og Victor Lange

Musik: Victor Lange