#22 Det Poetiske Sind – Aasne Linnestå

Hør afsnittet


Denne podcast er første episode i serien ’Det Poetiske Sind’. Gennem samtaler med poeter fra Skandinavien undersøger serien hvad poesi er og kan, hvorfor poesi er en vigtig udtryksform, og hvordan vi kan forstå os selv, og den verden der omgiver os igennem poesien. 

Ordet poesi kommer fra det græske ord poesis som betyder at gøre, frembringe og skabe, eller sagt på en anden måde; at noget materialiserer sig. Poesi kan siges at materialisere sig i form af digte, og digte indeholder som bekendt vers, et ord som kommer fra latin og betyder; at vride og vende. Disse betydninger af det poetiske er altså forbundet med en undersøgende, eksperimenterende og skabende tilstedeværelse fra det menneske som interagerer med den poetiske verden. Men hvornår og hvordan skabes denne verden? Og hvad gør poesien ved vores sind? 

I denne første episode af ’Det Poetiske Sind’ undersøger vi dette med den norske poet og forfatter Aasne Linnestå. Aasne Linnestå debuterede med digtsamlingen Små, hellige løgne i år 2000, og har siden forfattet 11 bøger, både digtsamlinger og romaner. I 2016 blev hun tildelt Mads Wiel Nygaards legat, og i 2018 modtog hun Amalie Skram prisen for sit forfatterskab. Vi taler med Aasne om poesi som et erkendelsesmedium; en metode til at undersøge det ukendte og udefinerbare, om det frigørende potentiale i poesien, det terapeutiske potentiale i poesien, om forholdet mellem poesi og tid, og om forbindelsen mellem poesi og musik. Sidst i udsendelsen skal vi høre Aasne Linnestå i sammenspil med Kouame Sereba, læse og synge fra sin digtsamling Hu, i en performance fra den 2. oktober, i forbindelse med Oslo Internationale Poesifestival. 

God fornøjelse!

Vært: Magnus Harding

Produktion: Heine Volder